Studerende redder verden… i Polen!?

Af Michael Plesner

Ungdommen har altid været kendt for deres evne til at handle sporatisk og danne nye ideer på sekunder. Dette er især kommet til udtryk i den afsluttende fase af det 14. klimatopmøde. Her har vi – de unge – sammen dannet Projekt Overlevelse (Project Survival), som har til formål at få så mange af de officielle delegationer til at underskrive et løfte. Løftet lyder:

“I commit to safeguard the survival of all nations and all people“

- altså at man vil bestæbe sig på at holde alle nationer og folk i live.

På et indholdsmæssigt plan virker denne erklæring måske lidt tynd, men den kan i virkeligheden relateres til meget konkrete mål: I dag synes der at være en fælles konsensus omkring et ønske om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Denne konsensus er baseret på et bredt videnskabeligt grundlag (ikke mindst IPCC’s fjerde assesment rapport) der forudser uoprettelige konsekvenser hvis man overstiger disse 2 grader.

Ved en global temperatursstigning på 2 grader vil der dog være stor risiko for, at flere mindre østater helt vil forsvinde. De folk der bor her vil miste alt. Klimaflygtninge.

En global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader vil sikre, at disse meget udsatte lande vil forblive oven vande og dermed kan holde fast i deres eksistens. At binde sig til at holde alle nationer og folk i live kan dermed oversættes til et mål om en global temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, hvilket til denne dag har ligget langt ud over ambitionerne for de udviklede lande.

På bare få dage har vi – de unge – fået over 80 lande til at underskrive dette løfte og mange af disse landende har citeret løftet direkte i deres officielle udmeldinger. Om de underskrivende parter er i stand til at holde dette løfte må stå sin prøve, men Projekt Overlevelse er en sand sejr for den internationale ungdom og et vigtigt skridt frem mod en ambitiøs aftale der bygger på et simpelt etisk princip… overlevelse.

Af Bjarke Kronborg

Klokken er nu lidt i to. Og det åbne afslutningsmøde er i fuld gang. Ikke at der er gang i den: det hele går langsomt både med at få afsluttet forhandlingerne og tempoet de vil nå i mål med. Rygtet går lige nu at de vil afslutte forhandlinger før mødet afbrydes, og jeg tror at det vil tage et par timer blot at få sagt alt det formelle. 

Ministrene sidder på nuværende tidspunkt ikke i rummet. De fleste sidder i lukkede forhandlinger rundt omkring på konferencecenteret. Hvad de laver der er uvist… men der er forskellige teorier! 

1 – I-landene skændes med U-landene omkring hvordan de finansielle mekanismer skal skrues sammen. En af disse uoverensstemmelser er for eksempel: U-landene kræver store dele af overskudet ved kvotehandlet øremærket til tilpasning til klimaforandringer, mens I-landene gerne vil kunne bruge overskudet selv og give flere gratis kvoter til de store udledere, som de fleste tunge industrier, da de ellers frygter at ødelægge konkurrenceevnen. 

2 – Et andet af de større diskussions punkter er Kyotoprotokollens Artikel 9, som omhandler en omskrivning af Kyotoprotokollen eller om det er nødvendigt at lave en helt ny protokol for bedst at kunne inkludere den nyeste forskning og de nye politiske miljøer. USA kan ikke deltage i en protokol med navnet Kyoto af historiske årsager og samtidig kan de øvrige parter ikke finde ud af om det er strategisk at åbne diskussionen så det vi trods alt har kan falde til jorden eller om det vil sikre en bredere og større aftale.

3 – Endeligt er der et stort spørgsmål om hvornår næste års topmøde skal adholdes, og det er tilsyneladende endt med at topmødet er blevet rykket en uge tættere på jul, for at tage højde for den muslimske hellig dag Eid, som i år faldt midt i topmødet og resulterede i en ekstraordinær fridag, og samtidig ansigtstab for arrangørerne og de ikke muslimske lande der “glemte” at tage højde for denne dag. Endeligt skulle det besluttes hvor mange møder der skulle være næste år, og hvordan det kunne gøres på en måde så mindre resurse stærke nationer også får plads.

4 – Et langt punkt i nattens forhandlinger var et procedure punkt omkring et ikke afsluttet punkt i selve topmødet. Diskussionen går så på hvilket punkt man skal tage før det andet, så de rigtige personer skal give sig først. Det er en langsomlig procedure, men væsentlig for at sikre en proces hvor alle føler at deres behov er blevet hørt.

Afslutningsvis.. eller faktisk blot midtvejs… så er det spændende at overvære hvordan de egentlige forhandlinger foregår og hvordan et møde der ikke når i mål bliver skændet af diverse talere i plenum salen. 

I får en update senere i dag når mere er synligt, og indtil da kryds fingre for fremskridt og for at vi i det mindste får en arbejdsplan der giver tilstrækkeligt fleksible rammer til at Connie & Co. som COP-værter vil få mulighed for at ændre kursen og komme helt i mål.

Af Eline Crossland

Hvert år, sent på den sidste dag af forhandlingerne, holde de ungdomsdelegerede tale på den afsluttende plenar-forsamling, hvor alle landende deltager.

Det startede med at jeg meldte mig frivilligt til at være med til at skrive en tale. Det var i tirsdags. Onsdag skulle vi fortælle sekretariatet navnene på dem der skulle holde den. Jeg skrev mig på listen af folk, som godt kunne tænke sig at holde tale… selvom (eller fordi) det krævede at man stillede sig op foran flere hundrede mennesker for at holde den.

Og så var jeg pludselig i den bedste, tætteste og mest intensive arbejdsgruppe jeg har deltaget i hernede. Indholdet i talen var skrevet – med input fra alle de andre arbejdsgrupper. Vores opgave var at forkorte den fra 1200 til 400 ord, at gøre den skarp, stærk og følelses-ladet – og øve os på at holde den. Og vi have kun små to døgn til at gøre det. Og så var det jo endda langt fra det eneste vi lavede de dage.

Tale-gruppen bestod af fire personer: Taryn fra Canada, Katikeya fra Indien, Leah fra Fiji, og mig selv. Det var os der holdt talen. Vi havde også vores støtteperson, medtaleskriver og uundværlige coach Derek. Vi øvede sammen, redigerede hinandens tekster, dræbte hinandens darlings, og provokerede hinanden til at give slip og lade følelserne flyde når talen skulle leveres.

Vi havde fået 2 minutter til at holde talen. Tidligere år har de unge brugt næsten dobbelt så lang tid som de har fået, så indtil mindre end en halv time før talen skulle holdes troede vi at det også ville blive sådan dette år.

Men mens vi ventede på at komme til, sad vi og lyttede til alle de andre talere blev det klart, at mikrofonen simpelt hen blev slukket når tiden blev overskredet med mere end 20 sekunder. Det var lidt af et chok. Vi måtte skære næsten 1/4 af teksten, mens vi sad i salen og ventede på at komme til. Derek var guld værd; han fik os til at bevare en lille smule samling og fatning, mens stress og adrenalin var ved at løbe helt af med os.

Og så gik det hele pludselig meget stærkt. Vi blev ledt op til scenen af en FN-ansat. Vi afleverede talen effektfuldt, flydende og (næsten) inden for tiden. Så tog vi et par skridt tilbage, og råbte “survival is NOT negotiable!” sammen med alle de andre unge.

Derefter overrakte vi de unges ‘Survival’ – krav til formanden for COP. Dokumentet viste at over 80 lande har tilsluttet sig de unges krav om, at København-aftalen skal garantere at alle lande og alle folk overlever klimakrisen – selv de små østater der er i overhængende fare fra havstigninger.

Da vi kom ned fra scenen rystede vi over hele kroppen. Masser af unge kom hen og lykønskede os, men vi var næsten for høje af adrenalin til at kunne forholde os til dem. Nu bagefter føles det rigtigt fedt. Vi sparker så meget mere røv en alle politikerne her – tilsammen…!!

• Se talen her!

Af Michael Plesner

Forhandlingerne om EU’s klima & energipakke er i afsluttende fase. Her i Polen håber alle på, at EU formår at indgå en ambitiøs aftale.
At Italiens regeringsleder Silvio Berlusconi, ved ankomst til Bruxelles, som det første siger:

"Jeg synes, at det er absurd at snakke om reduktioner af drivhusgasser i disse kriseramte tider. Det er som hvis en eller anden har lungebetændelse og stadig overvejer at gå til frisøren."

og derefter tilføjer :

"At få en aftale nu er ikke en mulighed."

giver ikke umiddelbart indtrykket af at julens gavehumør har ramt Italien.

Det kan umiddelbart undre en, at man kan give sådan en udtalelse, efter at have bruge snart to uger hernede ved klimatopmødet i Polen hvor det mest populære citat synes at være noget ala: Den økonomiske krise er ikke en forhindring, men en mulighed for at bekæmpe klimaproblemet .

Kort: For at stimulere en økonomi i stagnation, er det som oftes en god ide at foretage store offentlige investeringer. Det ligger nærmest lige til højrebenet, hvad disse invisteringer bør fokuseres omkring. Efter at have hørt det så mange gange er det med en snæver og snerpet stemme at jeg siger: SÅ LØS DOG FINANS OG KLIMAKRISE PÅ ÉN OG SAMME GANG.

Af Michael Plesner

I dag har de unge mennesker hernede ved klimatopmødet i Polen; diskuteret med formanden for FNs klimapanel IPCC, ringet til EU ledere, haft interviews, blogget, planlagt aktioner, mødt Nicolas Stern (som stod bag den berømte Stern-rapport), overleveret et postkort til Peggy Wong, fået en lang række lande til at underskrive, at de vil “Safeguard the survival of all nations and people”. Derudover er blev der holdt to taler i de store plenum møder, hvor et utal af forhandlere og statsmænd kunne høre den voksende ungdomsbevægelse.

Herunder en af de taler som der blev givet ved et af de vigtige møder:

“Young people are coming together in increasingly strong numbers
to tell you that we demand more. Over the last eight day, we have
sat in plenary listening to excuses and delay tactics and noncommitment
from a select group of countries.

We are tired to seeing bold suggestions from the smallest and most
vulnerable countries completely disregarded by most wealthy
countries, who instead counter-propose that all they can do is take
short showers.

We are here to tell you that we will not stand for countries to
continue to bicker and stall and play games with our future.
We are here, standing before you, making concrete proposals, and
we expect them to get taken up. In the spirit of long-term
cooperative action, we have come together, over 500 of us, from 50
countries, and many different backgrounds, to create a strong
common vision.

More than any moment in history, you must follow our lead and do
the same.”

Lige nu er Anders Fogh ved at forberede sig til at møde med andre eurooæiske ledere for at forhandle og underskrive en vigtig politisk klima/energipakke. Denne energipakke er den første af sin slags og resten af verden vil bruge den som eksempel for fremtidig udvikling. Hvis denne europæiske energipakke ikke bliver ambitiøs (hvilket alt tyder på), da er der dårlige udsigter for vores fremtid.

Vi har én enkelt mulighed for at ændre dette.

Lad os i de næste 24 timer få så mange af os som muligt til at Anders Fogh og bede ham om den ambitiøse energipakke som vi fortjener!

Det virker faktisk at udøve sin demokratiske ret…

Gør derfor følgende:

1. Ring til dette nummer – 33 92 33 00
2. Sig hvem du er, hvor du er fra og bed om at lægge en besked til Anders Fogh.
3. Sekretæren vil fortælle dig, at du ikke kan indtale en besked og at du bør skrive et brev i stedet. Fortæl ham/hende at dette haster og at du gerne vil se Anders Fogh gøre hvad han kan for at få en ambitiøs klima/energipakke på Torsdag.
Alternativt kan man skrive til stm@stm.dk med samme indhold og formål
4. Få så mange som muligt til også at ringe til Anders Fogh.

International Youth Unite in Poland for Bold Climate Action

500+ young people from over 50 countries work together, pushing world leaders to reach agreement.

Poznań, Poland- For the first two weeks of December, over 500 young people from around the world will attend the 14th annual UN Climate Change negotiations in Poznań, Poland. These youth leaders are here to demand global cooperation towards a strong, ambitious, and just climate treaty. International youth are pushing for policies that reflect current scientific understanding and ensure a safe and equitable future. “Over the last fourteen years, governments have shown astonishing negligence in dealing with climate change,” said Kartikeya Singh, 24, of the Indian Youth Delegation. “Young people are uniting around the shared vision that the world so desperately needs.

At the negotiations, youth delegations from over 50 countries will be stressing the urgency of the climate crisis and highlighting the opportunities that decisive action will create. They will meet with government representatives, participate in colorful actions and creative demonstrations, and let the global public know what their governments are doing on their behalf. Current plans include building the global youth movement by supporting smaller delegations, shaming negotiators who obstruct the policy process, and demanding that a youth voice be heard in the official meetings of the conference. 

Despite the challenges they face, the youth are adamant that failure is not an option. “These negotiations began when I was four years old. We’ve been coming here year after year, and I’m tired of trying to convince the negotiators to take climate change seriously. Time is running out, and I’m here to tell my leaders that my future is not negotiable. I want to know that rich countries will peak their emissions in the next four years and provide financial help for developing countries to do the same. Any global climate deal must be equitable, and provide for sustainable development.” said Liz McDowell, 23, a youth delegate from the UK.

There is a strong history of youth participation at international climate negotiations. In previous years, actions organized by the youth have made a dramatic impact. In Montreal in 2005, they envisioned an ice-free future by playing a game of ‘ice hockey’ in a swimming pool. At 2006′s Nairobi conference, they lined the entrance hall as negotiators entered, standing with duct tape over their mouths to symbolize the lack of formal youth representation at the negotiations.

“Our history of involvement in these negotiations shows that the youth are committed to strong, positive solutions to the climate crisis.” said Svetlana Morozova, 25, a youth delegate from Belarus.”Young people make up half of the world’s population, and we will inherit the final agreement and its consequences. Our voices must be heard.” 

For more information, visit www.youthclimate.org or contact Brianna Cayo Cotter on  +48518553516

Af Bjarke Kronborg

Så kom konferencens første og normalt eneste fridag. Det betød også at der var NGO fest igår aftes og meget af natten I dag. Og samtidig at det var blevet tid til at det danske civilsamfund skulle på picnic med den danske delegation. Gårs dagens NGO fest var en stor succes og det kunne mærkes på den danske NGO’er, men også delegationsfolkene havde været ude og buldre til en norsk reception. Så der lagt op til samvær I meget uformelle rammer og gerne med fokus på alt muligt andet end konferencen så man kan finde ny energi og lyst til at fortsætte forhandlingerne oven på en lang uge uden virkelige fremskridt. Det eneste der er sket I løbet af den sidste uge er at en man har fundet nogle af problemerne, men ikke kommet nærmere en løsning. De eneste område hvor forhandlerne er kommet videre er I diskussionen omking arbejdsprocessen næste år og herunder hvilke rammer Danmark får til at sætte arbejdet, hvor mange møder der skal være og hvad der skal diskuteres på disse. Dette er også et meget vigtigt punkt og en god beslutning på dette område er essentiel for at redde et halv dårligt resultat fra Polen så vi stadig kan få den nødvendige og ambitiøse beslutning I København næste december.

Dagens picnic gik til en herregård en times tid fra Poznan. Det er et sted forbi hvor kragerne vender og derude hvor verdenen er forlænget med affaldsdepoter og atomkræftværker. Laden på herregården var indrettet som banket sal og vi fik traditionelt polsk egnsmad, hvilket bestemt er en oplevelse. Efter frokosten var der rundvisning på herregården og en karettur til den nærliggende skov. Afslutningsvis skulle vi riste pølser over bål inden vi igen vendte næsen mod Poznan og tilbage til forhandlingerne.

Efter vi kom tilbage mødtes vi med nogle andre unge hernede og snakkede lidt frem og tilbage om dagen, verden og alt det der. Det som de fleste syntes var interessant er forholdet der er mellem de danske NGO’er og så regeringen. I mange lande kan disse to grupper kun snakke til hinanden I meget officielle møder eller råbe af hinanden til demonstrationer og I pressemeddelser. Vi har også daglige møder med delegationen og er I det hele taget tæt på den danske delegation dagligt. Dette giver os unikke muligheder sammenlignet med andre lande, hvor de unge ikke kan få et møde med deres delegation, hvor der lægges en dæmper på de politiske budskaber fra civilsamdfundet og hvor de to indstanser på alle fronter modarbejder hinanden.

Jeg tror en af årsagerne til vores forhold til delegationener den store tillid der er I Danmark, vi har tillid til at vi ikke udnytter hinanden I disse sammenhænge og hvis fortrolig information bliver formidlet er vi opmærksomme på ikke at fortælle den videre. Hvor man fra andre lande hører om at folk ikke kan stole på hinanden og der er korruption og fare for at blive ført bag lyset.
Jeg har som dansker dog en rimelig stor tro på forhandlingerne og på de udmeldinger der kommer fra de forskellige delegationer. Jeg håber bare at de snart begynder at sige ting der tyder på en mere positiv aftale…

Af Eline Crossland

I dag er International Day of Action. Det er den internationale klima-dag, som fejres med demonstrationer og happenings over hele verden. Og selvfølgelig ikke mindst i Poznan.

For mig startede dagen med en cykel-demonstration gennem Poznan. Vi var vel et par hundrede mennesker som deltog, og 200 mennesker der cykler sammen fylder faktisk rigtigt, rigtigt meget! Vi fik lavet rod i trafikken i det meste af det centrale Poznan, men politiet havde styr på det, så der var ingen problemer. Vi cyklede rundt i centrum af Poznan i en lille time, og kom blandt andet forbi en pavillon som var stillet op af det svenske energiselskab Vattenfall.

Vattenfall’s pavillon er noget for sig. Den er stor og placeret lige udenfor et enormt storcenter. På græsset og fortovet rundt om pavillonen er der placeret over 200.000 små gule platic-mænd. De symboliserer de personer der har skrevet under på Vattenfalls ’klimamanifest’. Vi at råbte: ”No clean coal!” ad dem og lavede en masse larm da vi kom forbi. Måske virker det underligt at vi som klimaaktivister ikke bare er glade når et stort selskab som Vattenfall går ind i klimakampen. Men der er alvorlige problemer med Vattenfalls kampagne:

For det første siger Vattenfall et, men gør noget helt andet. Alle ved, at hvis vi skal undgå katastrofale klimaforandringer, så må vi holde op med at bruge kul i energiforsyningen. Alligevel opfører Vattenfall kulkraftværker blandt andet i Storbritannien. Og Vattenfalls nye kraftværker er blandt de største i Europa. Sådan nogen har en forventet levetid på mange, mange år. Det vil sige at man roligt kan regne med at de vil blive brugt – og dermed udlede CO2 – frem til midten af dette århundrede. Vattenfall satser altså på fancy klimakampagner og på kul på en og samme gang. Det er hyklerisk og dybt utroværdigt.

Det klinger dobbelt hult når Vattenfall kræver at produkter skal ’klimamærkes’ samtidig med at firmaet selv leverer så meget kul-strøm som tilfældet er. For det er svært at forestille sig at de mener at det også skal gælde for strøm, og dermed ramme dem selv. I deres reklamefilm på nettet fokuseres der da også på elsparepærer. De har faktisk selv afvist at CO2 – mærke kWt som købes af forbrugerne. Ikke overraskende, men i skarp kontrast til klimamanifestets ’glade budskab’.

For det andet rejser Vattenfall de helt forkerte krav. Det første krav i deres ’klimamanifest’ er at der skal indføres en pris på CO2 som gælder i hele verden – det vil sige et internationalt system for handel med udledninger. Dette er ikke en løsning på klimaproblemet overhovedet. I et handelssystem falder udledningerne kun hvis der tages politisk beslutning om at fjerne CO2-kvoter fra markedet. Det eneste handelssystemet gør er at sørge for at politisk fastsatte reduktioner sker der, hvor det er billigst at reducere. Så det er helt absurd når Vattenfall foregiver at forslaget om handel vil gavne klimaet. Det reelle problem er jo, at landene ikke kan tage sig sammen til at lægge loft på udslippene. Det ser vi hernede i Poznan hver dag. Hvis Vattenfall ville give politikerne retningslinjer at støtte sig til, kunne de have formuleret lang mere kontante krav. De kunne for eksempel have brugt deres kræfter på at indsamle underskrifter for, at EU vedtager et mål om 40% reduktioner i 2020, sådan som den internationale ungdomsdelegation kræver. Reduktionerne skal selvfølgelig ske derhjemme – hjælp til ulandene med at forbedre deres teknologi skal komme oveni!
Eller de kunne sætte en dato for hvornår de ville udfase kul i deres kraftværker. I stedet stiller de ’bløde’ krav om klimamærkning af produkter, og lover at blive ’CO2-neutrale’ i 2050. Desværre . Blandt miljøorganisationerne har de et ord for den slags: Det hedder ’greenwash’ – hvilket betyder at man gør ting for at se grøn ud, uden egentlig at være det. Det er skadeligt både fordi det gør det sværere for andre firmaer faktisk at lave sig et navn på at gøre det rigtige, og i Vattenfalls tilfælde også fordi de får en masse velmenende mennesker til at fokusere på de helt forkerte budskaber.
Derfor råbte vi ad dem da vi kørte forbi. Og vi kan sikkert godt finde på at gøre endnu mere offentligt grin ad dem senere…

Efter cykel-demonstrationen gik vi i optog fra Frihedspladsen midt i Poznan til konferencecentret. Det var super skægt. Der var nogle som havde medbragt et stort trommeorkester, så vi gik og smådansede til salsa-rytmer hele vejen. Andre havde plakater og bannere med, eller var klædt ud som klovne, med budskabet til politikerne om: ”Stop Clowning Around! – Get serious about climate change.” Det var en fed dag!

Senere var der kæmpestor NGO-fest i en enorm bar i centrum. Klokken 1 var der formodentlig op imod 1000 mennesker derinde. Jeg gætter på at indtil flere klimahelte vil have tømmermænd imorgen!

Af Michael Plesner

I disse dage forhandles Europas energipakke i Bruxelles. Denne pakke vil vaere EU’s væsentligste indspark i de internationale klimaforhandlinger.

Europa der traditionelt set har været en international leder paa klimaområdet er godt på vej til at fralægge sig dette lederskab ved at udvande indholdet af energipakken.

Der synes ikke længere at være intern enighed omkring hvorvidt man bør holde sine løfter omkring en 30% reduktion af drivhusgasser inden år 2020.

Her ved afslutningen af første uge i FN’s fjortende klimatopmøde er der yderligere tegn på et svækket eurpæisk lederskab, i det at man ikke har kunne binde sig til at levere de finansielle midler der er hårdt brug for til at modstå de værste effekter af klimaforandringerne i udviklingslandende og som man tidligere har givet tilsagn om at betale.

Et forsvindende europæisk lederskab falder på et yderst uheldigt tidspunkt, idet at USA og mange af de asiatiske lande netop er begyndt at vise små tegn på at de er klar til at gå i mod en bæredygtig fremtid.

Det er vigtigt at vi holder vor øjne åbne for hvad der sker i denne tid og at vi lægger pres på vores europæiske regeringer således at de vil vide, at vi ikke tolererer disse lederløse politiske udspil.